Ea miss HE ae rr p, Gee v; eee SEE == = = mmm er ide 7 MEE Ren æ v gx

re

ESTER SØER SEES EET TA TE

DE MORALSKE BEVISER FOR HOMOEOPATHIEN.

TO

FORELÆSNINGER

AFHOLDTE I DET LONDONER HOMOEOPATHISKE HOSPITAL

AF

STEPHEN YELDHAM, M.R.C.S.,

HOSPITALETS CHIRUR 6.

UDGIVNE PAA DANSK IFØLGE FORANSTALTNING» AF

C.K, f «+ GV

0G OVERSATTE AF fl i 2 THORL. GUDM. REPP. val o NE 2 j Ø]

KJOBENHAVN. ANDR. FRED. HØST, UNIVERSITETS-BOGHANDLER. 1853.

OVERSÆTTERENS FORTALE.

Å: udbrede igjennem Pressen og paa andre Maader lidet bekjendte eller lidet paaagtede, nyttige, factiske literaire og videnskabelige Sandheder, har altid forekommet mig at være en fortjenstlig Gjerning, og uden al tage mindste Hensyn til, hvilken Paaskjånnelse en saadan Idræt maatte finde, har jeg, den Tid jeg har opholdt mig i Danmark, gjort dette til min Livs-Opgave.

Jeg har ved en saadan Virksomhed altid mådt Modsigelse og Modstand, men dette har dog været meget langt fra at gjøre den mindre tiltrækkende. Der er noget saare behageligt ved den Tanke: ,,Dine Ord ville overvejes og vække Eftertanke hos de Fornuftige; med Tiden ville de skaffe sig Indgang selv hos den ufornuftige Masse; lidt efter lidt ville de mere og mere befæstes og bekræftes om ti, tredive, ja om Hundrede Aar vil deres fulde Gyldighed anerkjendes”. En saadan Tanke nærer den Selvbevidsthed : »Du har ikke levet veluti pecora quæ natura prona atque ventri obedientia fin- xit”; thi du har været en Forkjæmper for det Gavnrige, Sande, og altsaa for en uberegnelig lang Tid sik- kret dig en voxende Indflydelse paa kommende Slægter ja knyttet dit Navn dit Jordelivs Spand til deres stedse tiltagende Velvære.

Nærværende Oversættelse slaaer det er jeg mig velbevidst -— i nåje Forbindelse med den oven- antydede Tænkemaade. Dog tilhårer det nærværende Foretagende ikke mig men en Hædersmand, som anmodede mig om at oversætte denne lille Brochure han havde selv af egen Erfaring overtydet sig om den heromhandlede Cuurmethodes Fortrin. Plaget af chronisk Rheumatisme i mange Aar, havde han sågt den bedste Lægehjælp han kunde faa, enten her eller i Udlandet men uden synderlig Virkning, tilsidst henvendte han sig til de herværende Homoeopather og blev fuldstændigen helbredet. Dette Resultat til- skyndte ham til at udgive nærværende Brochure paa Dansk; han tænkte: ,,En Lægebehandling, som i en saa umiskjendelig Grad har gavnet mig, vil efter al Sandsynlighed gavne mange flere; den Oplysning om dens Historie, som findes i dette Skrift, er klar og fattelig. Jeg vil derfor gjåre det bekjendt for mine Landsmænd”,

Jeg kunde, ifålge det ovenanfårte, fuldtvel paaskjånne en saadan Tænkemaade, og udfårte derfor Oversættelsen aldeles i samme Aand.

Jeg har til samme Tid bemærket, at Homoeopathien i en forbausende Grad udbreder sig iblandt de oplyste og dannede Klasser i England, og at de Rige og Fornemme, som have benyttet de fortrinligste allopathiske Læger, have forladt disse og ere gaaede over til Humoeopatherne. Selv udmærkede allopathi- ske Læger ere blevne omvendte og have sluttet sig til den Hahnemannske lære,

Ogsaa i Island begynder Homoeopathien at udbrede sig. Fålgende Beretning har jeg fra en meget

ansevt og særdeles paalidelig Embedsmand paa Island. En Pige paa omtrent tredive Aar, som lever paa

Nordlandet i Island, leed af en coat Hoste, og hun havde uden Virkning afbenyttet de bedste Læge- raad hun kunde faae. En Præst, som har studeret Hahnemanns System og pracliserer derefter, kom til- fældigviis paa Gaarden, hvor hun boede: han gav hende to homoeopathiske Doser, og båd hende tage den ene strax; hun vilde, sagde han, erfare, at i de fårste Uger derefter vilde Hosten blive værre; men efter tre Ugers Forlåb skulde hun dog tage den anden Dosis, og da vilde hun mærke Bedring. Hun fulgte hans Raad, fandt, at Erfaringen nåjagtigt bekræftede hans Prognosis, og blev fuldstændigt helbredet. Mange i Island forlade de allopathiske Læger og holde sig nu til den ovenmældte Præst; og en af de dygtigste Allopather paa den har nu bestilt homoeopathisk Literatur og Lægemidler,

Mange lignende velconstaterede Kjendsgjerninger kunne vel anfåres: dog være det langt fra mig endnu at ville afsige nogen afgjårende Dom om det Hahnemannske Systems Gyldighed, men derhos tår jeg dog paastaa med fuldkommen Sikkerhed , at der foreligge Kjendsgjerninger, som ere betydningsfulde nok til at opfordre til en rolig, en fordomsfri, en samvittighedsfuld Dråftelse af dette System. Og nærværende Brochure forekommer mig at indeholde en kraftig Tilskyndelse til denne Læres omhyggelige Undersøgelse, Tabellen (Side 48) anbefaler jeg paa det eftertrykkeligste til tænkende Mænds Overvejelse, Dens Authenti- citet, saavidt den naaer, er stillet udenfor al Tvivl. Men det forekommer mig endnu at være et Desidera- tum, at Undersågelsen anstilles mere fleersidigt; foruden den udenlandske Homoeopathies Forhold til den Engelske Allopathi kunde man f. Ex. endnu ånske tre Tabeller, nemlig een, der, omvendt, fremstillede Forholdet mellem den Engelske Homoeopathi og den udenlandske Allopathi; en anden, der sammenlignede den Engelske Homoeopathi og den Engelske. Allopathi med hinanden indbyrdes, og en tredje, som viste disse Cuurmethoders indbyrdes Forhold i Udlandet. En saadan Undersågelse , fordomsfrit gjennemfårt, maatte blive i håjeste Grad lærerig; og hvis en saadan fleersidig Sammenligning, redelig! anstillet, under behårigt betryggende, gjensidig Control, viste sig at give ligesaa gunstige Resultater, som den nærværende Tabel, for Homoeopathien, saa vilde dette være tilstrækkeligt til at godtgjåre Nodvendigheden af en radical Reform af de nu gjeldende mediwinske Systemer; thi det maa dog i ethvert Tilfælde ansees for uomtviste- ligt, at det medicinske System, som viser sig meest effectivt i at helbrede Sygdomme, og derhos gjår mindst Vold paa den menneskelige Organisme, er det bedste. Det forstaaer sig, at man burde ved disse Sammenligninger, som Mr.Yeldham bemærker, meest holde sig til offentlige Stiftelsers og Hospi- talers Reporter og Sygejournaler ; dog forekommer det mig tillige, at samvitlighedsfuldt forte Båger over privat Praxis ogsaa maatte kunne komme noget i Betragtning. Man såge kun Sandheden med oprigtig

Redelighed, og man vil da sjælden forfeile sit Maal. Kjøbenhavn, den 17de Mai 1853,

THORL, GUDM. REPP,

FORSTE FORELÆSNING.

OM HAHNEMANN'S CHARAKTEER.

MINE HERRER,

Det er Dem bekjendt, at Forelæsninger bleve ifjor ind- forte ved dette Hospital for at meddele praktisk Underretning til dem som vilde undersåge Homoeopathiens Væsen; og at Dr. Quin, med den Iver og Opoffrelse for vor Sags Fremme som har udmærket hans hele Lobebane strax indvilgede sine Colle- gaers og Committeens Begjering i at tage Initiativet i denne Gjærning. Han holdt et Cursus af sex Forelæsninger (og hvor- megen Ære han derved indlagde sig, og hvor meget han gav- nede dem, som hårte ham, er det unddvendigt for mig at gjen- kalde i Deres Erindring) over nogle af det menneskelige Le- gems vigtigste Sygdomme, hvilke han belyste med udvalgte Syge-Journaler fra dette Hospitals Sygestuer. Da nu den lærde Doctors Kaabe for nærværende Tid er nedstegen til mine Skul- dre, kunde man vænte at jeg vilde vende tilbage til Forelæs- ningernes almindelige Ojemed og fremhæve nogle Exempler paa Homoeopathiens praktiske Anvendelse ved Sygdommes Be- handling. Dog har det forekommet mig, at jeg kunde afvige noget fra denne Fremgangsmaade og alligevel fyldestgjåre Com- mitteens Ojemed, ved at bidrage til Udbredelse af Kundskab om Homoeopathien.

I det jeg i den fuldeste Udstrækning tilstaaer den kliniske Methodes Fortrin over andre Maader hvorpaa Kundskab om Homoeopathien meddeles, forekommer det mig dog, at der er noget i Videnskabens nærværende Stilling, som paa en bydende

1

2

Maade fordrer en Fremstilling af de Argumenter paa hvilke den ståtter sig. Nu, den Kilde paa hvilken vi henlede den Studerendes Opmærksomhed for at godtgjåre Homoeopathiens Sandhed er Patientens Sygeleje. Dette er den ene store og solide Grundvold hvorpaa Medicinen som praktisk Videnskab altid maa hvile. Men' hvorvel Erfarings Beviis danner Homoeo- pathiens Grundvold, ja endog den derpaa opfårte Bygning til- lige, saa gives der dog andre Hjælpeståtter hvilke vi kunne med Fordel afbenytte til at styrke og forskjånne Bygningen. Iblandt disse er det som jeg vilde fordriste mig til at kalde »de moralske Beviser” for Hahnemanns Lov; de Beviser som lade sig udlede af Opdagerens Liv og Levnet, og af Tilstede- værelsen af visse Egenskaber eller Særkjender, som den har tilfælles med andre Love af lignende Beskaffenhed. Disse sidstnævnte vil udgjåre min næste Forelæsnings Gjenstand.

Den menneskelige Sjæl har ogsaa sine Særkjender. Be- tragtningen af dens Virkninger som disse fremtræde i Menne- skenes Handlinger, har ledt til dens Inddeling (dersom et Ud- tryk af en saa materiel Betydning kan anvendes paa en saa immateriel Gjenstand) i forskjellige Evner, saadanne som den Fornemmende, den Raisonnerende, den Moralske &c. Nu vil det strax være aabenbart at en Mands Charakteer maa i håj Grad modificeres efter det relative Forhold i hvilket disse Ev- ner ere udviklede efter nogles Overvægt og andres Mang- ler eller Svaghed. Naar nu dette er Tilfældet, saa fålger deraf nådvendig at hans Beqvemhed eller Ubeqvemhed til at udfåre ethvertsomhelst givet Foretagende maa rette sig efter den samme Regel. En Mand, for Exempel som har liden eller in- gen Standhaftighed eller Charakteer Fasthed vilde være uskik- ket til at regjere i nogensomhelst Egenskab en anden med liden Samvittighedsfuldhed 'og stor Erhvervs-Evne, vilde ei være den bedst skikkede Person til at have Overopsyn over andres Ejendom; vi vilde ikke hvis vi kjendte disse Egenskaber hos ham, vælge en saadan Charakteer til Casserer eller Skatmester. Igjen en Person med et svagt Sprog-Organ vilde kun blive en daarlig Taler; En som havde Organet for Farve, Form og

3

Storrelse ufuldstændigen udviklet vilde aldrig blive en Maler ; ei heller En uden Takt eller Tone en god Musikus. De uen- delige Combinationer i hvilke disse Evner kunne variere ere Kilden til den uendelige Charakteer Forskjæl, som vi bemærke hos Menneskeslægten, og det er paa Harmonien mellem Sjæ- lens Constitution og den Gjerning som Mennesket har at gjøre, at hans Held eller Vanheld beroer. Dersom man nu forlangte af os at vi skulde bestemme de Sjæls-Evner som gjorde en Mand bedst skikket til at blive en Opdager, hvilke vilde vi da fremhæve? Lad os antage et fingeret Tilfælde. Vi vil fore- stille os at en Mand som var os fremmed erklærede at han havde opdaget Nord-Vest Passagen, som vi have hårt saa me- get om i de senere Aar. Den forste Trmg som vi vilde for- lange at oplyses om vilde være, om han ved Opdragelse var blevet qvalificeret til et saadant Foretagende. Hvis vi da er- farede at han sit hele Liv igjennem havde været vant til Sys- ler som laa meget fjærnt fra en saadan Opgave, saa vilde dette strax kaste en stærk Mistanke paa hans Beretning. Men der- som tvertimod han befandtes at være en erfaren Reisende, og dog især en Såfarer, saa vilde den fårste Vanskelighed i,Sagen være overvunden ingen Usandsynlighed i Henseende til Qvalification vilde kaste nogen Mistanke paa den. Den forste: Ting altsaa som vi nu vilde fordre vilde være, at hans Aands- Evner skulde være uddannede, saavel ialmindelighed, som i Hen- seende til den Gjenstand betræffende hvilken han foregav at have gjort en Opdagelse.

Men dette alene vilde ikke være nok i Betragtning af at vor Reisende fordrede vor Billigelse af en Beretning, som alene var begrundet paa hans Bekræftelse, saa vilde vi dernæst &nske at vide om man kunde forlade sig paa hans.Ord: kort sagt, om, ganske bortseet fra hans nærværende Angivelse, han var en redelig Mand om han, paa hans forudgangne Låbebane, havde afgivet slaaende Beviser paa Samvittighedsfuldhed. Naar vi saa vare tilfredsstillede angaaende dette Punkt, vilde vi der- mæst fordre noget Beviis for hans Samvittighedsfuldhed i Hen- seende til hans foregivne Opdagelse; thi, hvorvel i alle forud-

za

Å

. gangne Forhandlinger han kunde have givet Pråver paa ufor- anderlig Redelighed, saa kunde der dog i nærværende Tilfælde tænkes en eller anden mægtig Bevæggrund til Bedrag. Nu, det stærkeste Beviis som en Mand kunde give for sin Oprig- tighed, vilde være hvis han paatog sig at bevise sim Paastands Sandhed paa en Maade som var forbunden med en eller anden alvorlig Opoffrelse fra hans Side: saadan f. Ex. som Bortfjær- nelse fra Hjem og Fædreland og Beskjæftigelse, og fornyet Ud- sættelse for Såreisens Moisommeligheder og Farer. Altsaa, for det tredje vilde vi forlange Beviis for hans Samvittighedsfuld- hed saavel i Henseende til den særegne Kjendsgjerning hvis Virkelighed han forlangte vi skulde anerkjende, som i Hen- seende til hans Opfårsel i det Hele.

Der vilde endnu være nok en Pråve som vi kunde onske at anvende for saa meget som muligt at bestyrke det moralske Beviis for - Opdagelsens Sandhed. Det vilde ei være nok at han skulde erklære sig redebon til at underkaste sig de Opof- frelser og udsætte sig for de Besværligheder som vi her have supponeret. Han kunde jo bære til Skue den stårste Redebon- hed til at gjore dette lige til det sidste Ojeblik og dog trække sig tilbage fra selve Pråven. Dette vilde naturligviis ikke være noget fuldstændigt Beviis imod hans Angivelser, men det vilde dog i en betydelig Grad svække vor Tillid til dem. Kort sagt, intet vilde fuldkommen tilfredsstille os undtagen Fuldbyrdelsen af hans Opgave. Vi ville (som Shylock) have ,,Pantet og intet andet end Pantet” og dettes Erlæggelse forudsætter en urokke- lig Charakteerfasthed. Det viser sig altsaa at de Egenskaber som ere væsentlige for en Opdager ere Intelligenis, Samvittiq— hedsfuldhed og Charakteerfasihed. Vi gaa nu over til at under- såge Hahnemanns Charakteer efter disse Kjendemærker og til at eftergrandske hvorvidt en saadan Charakteer fremskinner i hans Levnet og Opfårsel, saa at dén kan tjene til Beviis for den store Lærdoms Sandhed som han udbredte i Verden.

INTELLIGENTS. Udtrykket betegner to Ting: Besiddelsen af visse Evner og disses Uddannelse. De Evner som jeg her antyder ere for det fårste de, ved hvilke vi blive bekjendte

5

med eller fornemme Tingenes Egenskaber og som derfor kaldes ,,de fornemmende” Evner ere meget forskjellige i Styrke og Skarphed hos forskjellige Individer. Tingene fornemmes med større .Intensitet af nogle Personer end af andre. De gjore et dybere og varigere Indtryk paa deres Sind. Men det er Opdragelse og Dannelse som bringer disse Evner til Fuld- kommenhed og til den håjeste Grad af Udvikling. En Kapel- mester f. E. vil opdage en falsk Tone hos enhversomhelst af hans Musici hvor stort endog hans Orchester er. Jægeren kjen- der hver Hunds Stemme i Kobbelet og kan skjælne dem fra hinanden selv naar de alle gjå paa en Gang. Den vilde In- dianer vil opdage Lyden af Fodtrin som nærme sig, i en Af- stand, som forekommer Europæere næsten utrolig. I alle disse Tilfælde er den store Forfinelse af Hårelses Evnen et Resultat af Opdragelse og Dannelse. Men disse Evner, hvor uundvær- lige de end ere til Intelligentsens Dannelse, vilde dog, hvis de forefandtes alene for sig, hvor meget de end maatte være cul- tiverede, næppe hæve deres Besidder over den umælende Skab- ning. For at der kan være Tale om Intelligents i egentlig Forstand, fordres der noget mere end den blotte Evne til at fornemme Tingene jeg mener en Evne til at vurdere det som vi fornemme; til at sammenligne Tingene med hverandre, og bedåmme deres Forskjælligheder, til at forstaa deres gjen- sidige Stilling til hinanden som Aarsag og Virkning. Disse og andre lignende Sjælens Operationer kaldes Raisonneren, og de Evner, hvori denne Kraft forefindes, kaldes de ,,reflecterende” eller raisonnerende Evner. Jeg behåver ikke at bemærke for Dem, at disse ædle Evner ere givne forskjellige Individer i forskjellige Proportioner og at deres aandelige Kraft fornem- meligen bestemmes derefter. Det er vist, at ingen Aand kan være stor, i hvilken de ei ere i hi Grad udviklede. Men det er Combinationen af disse Evner med dem, som vi nævnte ovenfor, som udgjår hine store Aander, som ved at fremdrage for Dagens Lys Naturens skjulte Hemmeligheder oplyse og be- lære Menneskeslægten. Newton var et herligt Exempel af dette Slags. Vi kjende alle ret godt Fortællingen om hans Opdagelse

6

af Gravitations-Loven ved at see et Æble falde ned fra et Træ. Hvorledes kundg han i dette see en Sandhed, som var forble- ven ubemærket af de mange Myriader af Personer, som får ham havde været Vidner til det samme Phænomen? Det' var fordi han for det fårste fornam Kjendsgjerningen med. stårre Intensitet og dernæst fordi han i håjeste Grad besad hine re- flecterende Evner, som satte ham istand til at raisonnere over samme.

Jeg har her indfårt disse Bemærkninger, for ved deres Hjælp at bestemme, eftersom vi gaa videre, hvorvidt disse Ev- ner vare udviklede i Hahnemanns Sjæl, og hvorvidt han var qvalificeret, i denne Henseende, til at opdage og udarbeide en ny videnskabelig Sandhed.

Det er heldigt for mig at den Gjenstand som jeg har for Oje ikke fordrer at jeg skulde indlade mig i Enkeltheder an- gaaende Hahnemanns Levnets Løb, thi hvis dette gjordes nåd- vendigt yilde jeg komme i Forlegenhed ved at opsøge de Kil- der hvorfra jeg skulde såge Oplysning. De Beretninger "som hidindtil ere offentliggjorte om denne Gjenstand ere yderst tar- velige. Jeg vil her kun antyde at jeg har begrundet mine Be- mærkninger fornemmeligen paa Kjendsgjerninger som ere for- talte i en Memoire skreven af Dr. Leon Simon, hvilken er ind- fort som Fortale til den sidste Franske Udgave af ,,Organon”, og som, idet den er det righoldigste, det meest omstændelige og nyeste Skrift jeg kunde faa fat paa, forekom mig især at fortjene Tiltro.

SAMUEL HAHNEMANN blev født i Meissen i Sachsen, den 10de April 1755, og han dåde i Paris den 24de Juli 1845. Han var en Sån af fattige men retskafne Forældre; hans Fader havde været Porcellainsmaler. Begyndelsesgrundene til sm Opdragelse erholdt han hjemme, og blev, da han var 12 Aar gammel, sendt til Provincial-Skolen, som den Tid blev bestyret "af Dr. Miller. Han tiltrak sig snart sin Lærers Opmærksom- hed og vandt hans stadige Agtelse, thi vi erfare, at, da hans Fader til den Tid, da unge Mennesker sædvanlig forlade Sko- len, ånskede at han skulde vælge sig een eller anden industriel

X

Levevej, svarende til hans egen, gjorde Dr. Miller Forestillin- ger imod en saadan Opoffrelse af hans Yndlings-Skolar og paa- tog sig gratis at fuldende hans Opdragelse for et eller andet højere Kald. Da dette var blevet fuldfårt og han siden valgte Medicinen som sit Livs Opgave, begav han sig, tyve Aar gam- "mel, til Universitetet i Leipzig for der at forfålge sit Studium af denne Videnskab, og bestode alle hans Hjælpekilder af en Foræring af tyve Ducater fra hans Fader. ,,Det var”, som Dr. Simon ret rårende bemærker, ,,kun lidet for Modtageren; dog var det Alt hvad Giverens omme Kjærlighed kunde yde”. Han fortsatte sine Studier med uformindsket Iver. Men da hans trange Kaar ikke kunde tilfredsstille de uundgaaelige Fordrin- ger, som gjordes paa hans Pung, besluttede han at erstatte det manglende ved at oversætte fremmede medicinske Skrifter paa sit Modersmaal. Men da hele Dagen stedse var fuldt besat med hans Videnskabs Studium, besluttede han at opoffre hver- anden Nat til dette nye Foretagende. Da hans Curriculum ved Universitetet var fuldendt begyndte han en Række af Vandrin- ger gjennem Tydsklands vigtigste Byer og gjorde sig bekjendt med den forskjællige Slags af Praxis som var vedtaget i disse Steders Hospitaler. Hvorsomhelst han kom, tildrog hans Lær- dom siz Opmærksomhed og i mange Tilfælde erhvervede ham Venskab og Agtelse hos de lærdeste og meest indflydelsesrige Læger ved hvis Anbefaling han opnaaede. adskillige vigtige Ansættelser, som satte ham istand til, lidt efter lidt, at recrutere sme udtåmte Finanzer. Iblandt andet blev han ansat som Bi- bliothekar og Privat-Læge hos Gouverneuren af Siebenbiirgen. Da han var fire og tyve Aar gammel, tog han paa sin Fådsels- dag sin Grad som Dr. Medicinæ i Erlangen. Sex Aar derefter ægtede han i Magdeburg en Chemikers [d. e. Apothekers] Dat- ter; derefter opholdt han sig adskillige Aar i Dresden, hvor det Medicinske Overopsyn over Hospitalerne blev ham anbe- troet under hans Vens, Overlægens, Dr. Wagners langvarige Sygdom. Derpaa forlod han Dresden, vendte tilbage til Leip- zig og begyndte at practisere. I den senere Deel af den Pe- riode, som vi nu have gjennemgaaet,: var Hahnemann bleven

8

en Forfatter, og havde udgivet adskillige originale Værker af betydeligt Værd, meest om chemiske Gjenstande. Han fortsatte ogsaa! med megen Udholdenhed sin Opgave, at oversætte fremmede Værker af forskjkllige Sprog paa Tydsk. I den lange Liste af Båger, som saaledes bleve oversatte, finde vi Engelske, Franske, Italienske og Latinske Forfatteres Navne.

Lad os her standse et Ojeblik, og kaste et Tilbageblik over denne Epoche af Hahnemanns Liv. Den fårste Ting som fængsler. Opmærksomheden er den Forkjærlighed som blev ud- viist imod ham af hans Skolemester, en Mand om hvilken man fortæller at han besad megen Lærdom og Erfaring, og derfor var velskikket til rigtigt at vurdere: sin Lærlings Evner. Lad os erindre at han paatog sig paa egen Bekostning og med egen Ulejlighed at forskaffe ham Fordelene af en håjere Dannelse at han var vant til at have under sit Opsyn et stort Antal af Disciple, hos hvilke han maa have bemærket enhver forskjællig. Årt af Sjælsevner og Anlæg; og endelig at i al Sandsynlighed den Ædelmodighed han udviste mod Hahnemann var et enkelt-

staaende Exempel! Hvorledes skulle vi forklare os en saa mærkværdig og usædvanlig Fremgangsmaade? Vi kunne for- klare os den kun ved at' antage, at han opdagede hos denne Yngling en Combination af sjældne Egenskaber, Evner af højeste Rang, en Jordbund som kun behåvede at dyrkes for at yde en rigelig og overflådig Håst. Eftertiden har beviist hvor klart &g fjærnsynet hans Omdømme maa have været. Hædret være hans Minde for den Tjeneste, han gjennem den unge Hahnemann har gjort Menneskeslægten!

Det 'andet Punkt som fortjener at bemærkes er den Iver, med hvilken Hahnemann forfulgte sine medicinske Studier. En Student som kjåbte Midlerne til at fortsætte sine Studier for .den Priis som Hahnemann betalte derfor, vilde sikkerligen af- benytte dem til det Yderste. Skjånt han maatte undvære Såvn om Natten vilde man ei finde ham slumrende paa' Auditoriets Bænke. Og vi kunne være vel forsikkrede, at han heller ikke undlod at fore sig til Nytte de fortrinlige Leiligheder, som hans Besåg paa forskjællige Steder og hans mangeartede Bekjendt-

|

9

skab med Mænd og Ting forskaffede ham,. til at udvide sine Kundskaber saavel om medicinske som andre Gjenstande. Hel- ler ikke maa vi glemme hans Fattigdom, hvilken i hans Til- fælde som i mange andre blev Kilden til hans Storhed. Den drev ham til Bekjendtskab med Båger, ja til det meest fortro- lige Bekjendtskab: han blev nådsaget til at oversætte dem, en Omstændighed som fremfor alle andre var beregnet paa uud- ”sletteligen at indprente deres Indhold i hans Sjæl (og lad det aldrig glemmes af Engelskmænd, thi det er en Ting man kan være stolt af, at det var medens han saaledes var beskjæf- tiget med en Engelsk Forfatter, at det forste Glimt af den Ho- moeopathiske Lov lynede igjennem hans Sjæl). Idet vi nu kaste et Blik paa disse Omstændigheder: hans Valg af den medicinske Videnskab, som bestaaer af de blandede Videnska- ber; hans Studier, Beskjæftigelser og Tilbåjeligheder; hans Kjærlighed til Botanik i Ungdommen og senere til Chemi; hans udstrakte Bekjendtskab med andre Landes medicinske Literatur saavelsom hans Fædrelands; hans Anseelse som Forfatter og som praktisk Læge; naar vi, siger jeg, kaste et Blik paa alle disse Ting, som klart og ufeilbarligt tilkjendegive Besiddelsen og Uddannelsen af de Evner, som vi have nævnet som væ- sentlige Bestanddele i en gjennemtrængende Forstand, saa kan der ikke være nogen Tvivl om, at: Hahnemann i Henseende til Intelligenis var vel qvalificeret til at blive en Opdager i Medicinen.

SAMVITTIGHEDSFULDHED eller som den sædvanlig kaldes, Redelighed er en overmaade vigtig Egenskab hos en Op- dager, siden, at paa den Grad, i hvilken han besidder denne Egenskab, beroer den Tiltro, som hans Udsagn erholde i Ver- den. Af alle de moralske Evner er denne den, som agtes højest blandt Menneskeslægten, fordi den har en mere udstrakt Indflydelse paa alle Livets Forhold end enhversomhelst anden. Det er denne Evne som sætter sig paa Dommersædet over de &yrige, og som anklager eller undskylder os for de Handlinger, hvortil de tilskynde os. I den meest udstrakte Betydning om- fatter den, hvad der ialmindelighed forstaaes ved Characteer

,

10

eller Rygte, og det kan angives som en almindelig Regel, at den Indflydelse som en Mand udåver over sine Medmennesker retter sig meget efter den Grad i hvilken han hesidder denne Egenskab. Et Ojebliks Eftertanke vil overbevise os om Sand- heden af dette, Exempler kunde anfåres næsten i enhver af Livets håjere Sphærer: i Religion, i Videnskab, i Politik.

Men vor Opgave er at anvende denne Pråve paa Hahne- manns Charakteer. Hvorvel hans Opfårsel heelt igjennem sy- nes at have staaet under Samvittighedsfuldhedens Control, er der dog een Handling i hans Liv, som forekommer mig frem- for alle andre at charakteriseres af dens Indflydelse jeg an- tyder: hans Opgivelse af medicinsk Praxis. De vil erindre, at da vi standsede i vor Fortælling forlod vi Hahnemånn i Leip- zig, hvortil han var vendt tilbage efter adskillige Aars Ophold i Tydsklands fornemste Hovedstæder. Han var nu mellem tre- dive og fyrgetyve Åar gammel; var gift og havde nedsat sig som practiserende Læge; havde taget sin medicinske Doctor- grad; var i Besiddelse af stor medicinsk Lærdom; af megen literair Navnkundighed ;. kort sagt af Alt hvad der kunde sikkre ham en håj Plads iblandt sme Fagsbrådre, tilvende ham Publi- cums Tillid og forvisse ham om sine Fortjenesters retfærdige Belånning. Og hvad var Resultatet? Oh, sikkert vilde Enhver der var ubekjendt med hans Historie svare, at han med Iver lagde sig efter medicinsk Praxis, erhvervede sig stort Ry og Rigdom, og som de fleste andre vilde have gjort frydede sig ved Nydelsen deraf. Ja vel begyndte han at practisere, det er sandt, men vedblev han? Lad ham tale for sig selv. Idet han mange Aar senere skriver. til en Ven, siger han: —,,Atten Aar ere nu forlåbne siden jeg forlod Medicinens Alfarevej. Det var en Qval for mig altid at vandre i Mårket, med intet andet Lys end det som kunde hentes fra Båger, naar jeg skulde hel- brede de Syge, og at ordinere efter denne eller hin pathologiske Theori Substantser som skyldte en vilkaarlig Beslutning deres Plads i Materia Medica. Jeg kunde ikke med Samvittigheds- fuldhed behandle mine lidende Brådres ukjendte Sygdomme, med disse ukjendte Medicamenter, som, da de ere meget virk-

ER

somme Substancer, kunne (med mindre de anvendes med den strængeste Nojagtighed, hvilket Lægen ikke kan gjøre fordi deres særegne Virkninger endnu ei have været undersøgte) saa lettelig foraarsage Dåden eller frembringe chroniske Sygdomme, som ofte ere mere vanskelige at helbrede ved den oprindelige Sygdom. Saaledes at blive mine Brådres Morder og Plager var for mig en saa frygtelig og overvældende Tanke, at jeg snart efter mit Bryllup opgav medicinsk Praxis, for at jeg ikke længer skulde udsætte mig for den Fare at gjøre Skade.”

Naar vi have denne Forklaring for vore Ojne, hæver denne Selvfornægtelses Handling, som uden samme Forklaring vilde nærme sig til Vanvid, sig til den meest ophøjede Heroisme; vi have her Selvopoffrelsen paa Pligtens Alter. Med en Kone og Familie at forsåorge, og med de meest lovende Udsigter til at tilfredsstille selv de ærgjærrigste Forhaabninger, tager han, dre- ven af en dyb moralsk Overbeviisnings uimodstaaelige Kraft, ikke i Betænkning at lukke Dåren for disse Udsigter at op- offre Udsigterne til Rigdom, Hæder og Ry og endnu en Gang forlade sig paa sine literaire Arbeiders hesværlige og usikkre Vinding.

Paa os, som seende tilbage paa hans paafolgende Lobebane kunne overskue den hæderlige Eftertid som væntede ham, gjår denne mærkværdige Selvfornægtelses-Handling næsten et slåvt Indtryk; men naar vi sætte os i hans Sted, naar vi erindre at den store Opdagelse som senere skulde udådeliggjåre hans

Navn den Tid endnu laa skjult i Tidens Modersliv at den nærværende Tid var fuld af Tvivl og Vanskeligheder den tilkommende et sårgeligt Ode saa kunne vi gjøre os nogen

Idee om” den uforbeholdne, den dybe Hylding han ydede Sam- vittighedens Bud. Man bor ikke antage at Hahnemann stod enkelt i hans Overbeviisning om Lægekonstens usunde og util- fredsstillende Beskaffenhed. Andre Læger have baade får og efter hans Tid uden Tvivl kommet til den samme Concelusion, Ja endog den Dag idag have vi Grund til at tro at der gives mange Læger som ere fuldkommen overbeviiste om det af Hah- nemann begrundede Systems Fortrin, over det som de have væ-

12

ret vante til, og som dog tage i Betænkning at handle over- eensstemmende med deres Overbeviisning. Hvoraf kommer dette? Dette kommer deraf, at deres Samvittighedsfuldhed, deres Fålelse for Ret og Uret er mindre skarp, mindre paa- trængende, mindre kraftigt virkende end Hahnemanns. Havende for sig et Alternativ af Systemer vægre de sig ved at antage. det som de troe at være det bedste. Hahnemann med intet andet Alternativ for sig end Forborgenhed, méisommeligt År- beide og Fattigdom, idet han var overbeviist om at dette var det rette, tog ikke i Betænkning at slutte sig til det. For ham var Opdagelsen af det, han troede at være Pligtens Vej, og Beslutningen at fålge den, hvad det end kostede, Handlinger som udfårtes i eet og samme Ojeblik. Talrige som de Opof- frelser vare som Hahnemann gjorde ,;for Samvittighedens Skyld” var denne den ædleste; den var saa reen, saa uegennyttig! Selv uden Hahnemanns Vidnesbyrd, som hæver denne Sag over al Tvivl, vilde det være vanskeligt at finde nogen anden Bevæggrund for denne Handling end Lydighed mod Samvittig- hedens Forskrifter. Det er paa Grund af denne Handling, fordi den var saa reen og uegennyttig, at vi tillægge ham Besiddelse af Samviltighedsfuldhed i: det Hele, hvorfor Beviset som vi får bemærkede skulde udledes af en Mands Opfårsel i Livets sæd- vanlige Anliggender.

- Hahnemanns Samvittighedsfuldhed med Hensyn til hans Opdagelse.

Det kan troer jeg antages for et Axiom, at ingen bliver frivilligt en Martyr for det som han veed, eller troer, at være falskt. Løgn og Bedrag ere ofte blevne gjorte til Stigestene til Folkegunst og Rigdom, men de ledte aldrig Bedragerne til at opgive enten denne eller'hiin. Er nu dette Tilfældet, "saa foålger deraf at en Mands Beredvillighed til at opoffre verdslige Fordele for en Lære, ligesom den er det stærkeste. Beviis ham kan give for sin Oprigtighed, saa maa den af samme Grund betragtes som det vigtigste prima facie Beviis for Lærens Sand- hed. Vi kjende alle det mesterlige Brug som Erkediakon Pa- ley har gjort af dette Argument i hans beråmte ,,Beviis for

13

Christendommens Sandhed”. Dette eriSandhed det faste Punkt hvorom hele Beviisfårelsen drejer sig. Det erholder sin for- nemste Styrke af den Forudsætning, at den Persons Overbe- wiisning, som vil gjåre saadanne Opoffrelser, maa være velbe- grundet. Menneskene gjøre ikke store Opoffrelser for Smaa- ting eller for Det hvorom de nære den mindste Tvivl. En Mands Overbevisning yil blive stærk eller svag i Forhold til Styrken eller Svagheden af Beviserne hvorpaa den er begrun- det; og, bliver han opfordret til at forsvare en saadan Overbe- visning, vil han handle med Bestemthed, Udholdenhed, Urokke- lighed, eller det Modsatte, alt i Forhold til Inderligheden af hans Tro paa dens Rigtighed.

"Vi gaa nu over til at prove Hahnemann som Homoeopa- thiens Opfinder efter denne Maalestok, til at undersåge Beviset paa hvilket hans Tro paa hans Lære var begrundet, og den Fremgangsmaade som han i Kraft deraf vedtog.

Det var i Aaret 1790, idet han oversatte Dr. Cullens Ma- teria Medica, at den fårste Idee om den Hoemoeopathiske Lov opstod i Hahnemanns Sjæl. Han skyndte sig ikke med at med- dele Verden denne Idee. Da han havde fundet sin Formod- ning, at den Peruvianske Barks helbredende Egenskaber i Kold- feber muligen kunde bero paa dens Kraft til at frembringe Symptomer som lignede denne Sygdom, bekræftet ved at prove Barkens Virkninger paa sig selv, fortæller man, at han, for at forebygge Muligheden af Skuffelse, overtalte nogle Venner til at gjentage Experimentet og da lignende Resultater paa- fulgte i ethvert Tilfælde begav han sig, ståttende sig til dette Factum, til at anstille lignende Préver med andre velbe- kjendte Medicamenter og alle disse uden Undtagelse bestyrkede hans forste Indtryk. Da han nu ved disse og andre Experi- menter af samme Slags havde overbeviist sig selv om, at han endelig havde fundet en Helbredelses-Lov, vovede han i Aaret 1796 nemlig sex Aar efter den fårste Opdagelse i et paa den Tid udkommende Tidsskrift, at offentliggjåre sine Tanker om Sagen. Og hvad den vide Verden angik, synes det at Sa- gen den Gang ikke kom videre. Men var Hahnemann imidler-

14

tid &rkeslås? Nei, tvertimod; roligt og i al Stilhed, men dog underståttet af nogle ivrige Venner fortsatte han uafbrudt sine Experimenter, og efter ni Aar til, som hengik paa denne Maade, bekjendtgjorde han Resultaterne af sine Undersågelser i en Bog som indeholdt Undersøgelser og Bestemmelser af syv og tyve Medicawenter. Standsede han nu her? Ingenlunde. Over- bevist om at den begrændsede Basis af et ringe Antal Experi- menter, hvor omhyggelig disse end vare udfårte, og hvor eens- formige end deres Resultater vare, aldrig kunde opretholde et stort og omfattende Videnskabs-Princip-, tog han igjen fat paa sit Arbeide med fordoblet Iver og fortsatte samme uophårligen under saadanne gjenstridige og vanskelige Omstændigheder, som vilde have neddæmpet de fleste Menneskers Energi, indtil Aa- ret 1811, da han udgav det forste Bind af det store Værk, som han i de næst paafålgende ii Aar vedblev at opfåre, til det blev et uforgjængeligt Minde om hans Geni og Udholdenhed. Dette Værk, som er Homoeopathisternes Eyangelium, indehol- der Undersågelser og Bestemmelser af mellem to og tre hun- drede Lægemidler. Saadan var Beviset, hvorpaa Hahnemanns Tro paa Homoeopathiens Sandhed var begrundet. Ikke paa Håren-Sagen, ikke paa et abstract Arguments Styrke men paa den ene sikkre Basis for et videnskabeligt Spårgsmaal, nemlig Experimentet. Intet Under, at han, saaledes befæstet, var belavet paa at byde hele Verden Trods for dets Forsvar. Intet mindre end et saadant Beviis kunde have holdt ham oppe under den Ildpråve, som hans Tro blev underkastet. Vi be- sidde ikke nogen nåjagtig Kundskab om, til hvilken Tid Hah- nemann fårst begyndte offentlig at foredrage sm nye Lære. Sandsynligviis i de forste faa Aar, saalænge Sagen endnu stod ufuldkomment udviklet for hans egen Sjæl, indskrænkedes Med- delelsen af hans Lære kun til Samtaler med Venner og med hans tidligere Disciple. Da den fårste offentlige Kundgjårelse om hans Opdagelse udkom i Hufelands Journal i 1796, saa var det rimeligviis ikke længe efter denne Tid, at hans Lære, som i dens forste Barndom, kun blev betragtet med Ligegyldighed og Foragt, havde opnaaet tilstrækkelig Navnkundighed til at

15

tiltrække sig alvorlig Opmærksomhed og opvække Fjendskab imod sig hos Praktici af den gamle Skole. Nu gik det ikke længer an at behandle Hahnemanns Lære med Spåg eller et Haansmiil. Dværgen voxede snart op til en Kjæmpes Stårrelse ; hans Odelæggelse blev altsaa besluttet. Spårgsmaalet var kun hvorledes Odelæggelsen skulde iværksættes. Da man ikke var i Besiddelse af egen Kraft, som kunde gjåres anvendelig mod det tilsigtede Offer, besluttede man et indirecte Angreb ved Hjælp af Apothekerne, i hvis Fåaveur der forefandtes en Lov, som forbåd Lægerne -at tilberede og dispensere ;deres egne Me- dicamenter, og da deres Interesse i at knuse det nye Kjætteri var nøje forbundet med Lægernes, faldt det ingenlunde vanske- ligt at ophidse dem til active Foretagender mod Hahnemann. Ved deres Virksomhed blev den her omtalte Lov gjenopvæk- ket af den mugne Grav i hvilken den længe havde ligget skjult, og bragt ned over Hahnemanns til Dåden indviede Hoved med al den Kraft, som personligt Had og Egennytte kunde give den. Den lammende Virkning af et saadant Slag maa strax være aabenbar. Hahnemanns Systems heldige Fremgang var afhængig af Brugen af Medicamenter, som maatte tilberedes med den yderste Omhu, efter en aldeles ny Methode, som in- gen forstod undtagen han selv. Beråvet Rettigheden til at ud- fåre et Arbeide, som ingen anden enten kunde eller vilde ud- fore for ham, havde han kun eet Alternativ, enten at båje sig for Loven, og derved frafalde den store Sandhed, som han troede han var af Skjæbnen bestemt til at overlevere Efterver- denen, eller at forlade sit Hjem, sine. Venner, sin nærværende Levevej og såge i en anden Sphære den Tolerance, som neg- tedes ham i Leipzig. Ingen, som har overskuet Hahnemanns forudgangne Låbebane, og bemærket de måjsommelige Grader, gjennem hvilke han overtydede sig selv om sin Læres Sand- hed, kan et Ojeblik tvivle om, hvilken af disse to Fremgangs- maader han valgte. I dette som i ethvert andet Tilfælde, hvor der indtraf et Sammenståd mellem Sandhed og egen Fordeel, sejrede den fårste. Fåolgelig besluttede han, efter at have pro- testeret imod sine Undertrykkeres Uretfærdighed og Tyranni,

16

at forlade Leipzig. Han forfåjede sig til Georgenthal. Han blev nødsaget til at forlade Georgenthal, hvorfra han flyttede til Brunsvig, fra Brunsvig gik han til Keingslutter, fra Keings- lutter til Hamborg, fra Hamborg til Eclemberg, fra Eclemberg til Torgout). Paa denne Maade vandrede han fra det ene Sted til det andet indtil Aaret 1811, da han tredje Gang vendte til- bage. ,;,Denne Gang” for at bruge Dr. Simons Ord —,,kom han ikke som en simpel Oversætter af fremmede Værker, end- nu mindre som en Mand, fra hvis Sjæl Tiden havde bortfjærnet de Selvbedrag, som man havde beskyldt ham for, men med en Reformators Dristighed, som uforsagt nedbryder Videnskabens gamle Bygning, og bringer det gode Budskab, at han endeli- gen har naaet det forjættede Land.”

Han forblev i Leipzig, og lærte og practiserede Homoeo- pathi indtil Aaret 1820, da træt af den uophårlige Modstand og Plagerier, som han var udsat for, han forlod Leipzig for sidste Gang og opslog sin Bolig i Koethen, hvortil han var ble- ven inviteret af den regjerende Hertug, Ferdinand, hvis Beun- dring for Hahnemann var hleven vækket ved hans ædle og standhaftige Opfårsel i sin Læres Forsvar. Men medens Fyr- sten kunde tilbyde Hahnemann et Asyl som beskyttede ham mod fremmede Fjender, kunde han ikke altid beskytte ham mod sine egne Undersaatters lumske Ondskab og påbelagtige Fordomme, thi det fortælles, ,,at det var umuligt for Hahnemann eller dem som hårte til hans Familie at træde udenfor Diren uden at udsætte sig for de skammeligste Forhaanelser og de groveste Fornærmelser. De gik endog saa vidt, at de angreb hans Huus og brækkede hans Vinduer. med Steenkast.” Men dog i det hele taget er det utvivlsomt, at saasom han nåd Her- tugens Venskab og han var hædret og yndet af de Lærde og de Gode, saa boede han i Koethen saa nogenlunde i Fred. Han var bleven en Enkemand, og da det er interessant at er-

+) Sandsynligviis ere .der Urigtigheder i Bogstaveringen af de Tydske Byers Navne. Oversætteren har forsætlig bibeholdt den Engelske Originals Bogstavering.

17

fare, at da han i Aaret 1835 havde paany indgaaet Ægteskab med en Fransk Dame, og &nskede at flytte til Paris, besluttede han at forlade Byen om Natten, for at undgaae at blive tilba- geholdt med Magt, thi dermed truedes han af Indbyggerne, hvis Kjærlighed til den gode gamle Philosoph nu var bleven ligesaa varm, som deres Uvenskab imod ham får havde været bittert.

Min Forelæsnings Ojemed fordrer ikke at jeg skulde læn- gere fortsætte denne Fortælling. Hvad der alt er anfårt er nok til at vise, at Hahnemann frivilligt underkastede sig ved at frafalde sin Lære kunde han have undgaaet dette Besvær- ligheder og Savn, Forhaanelser og Fornærmelser, Forliis af Hjem, Venner, Rigdom, Anseelse, kort sagt af Alt hvad der forskjonner Livet, undtagen Ære og Selvagtelse og for hvad? for Kjærlighed til Sandhed til Homoeopathi og kun for denne. Det er umuligt at forestille sig nogen an- den Bevæggrund, der kunde være tilstrækkelig stærk til at forklare os hans Opfårsel. Belånningen viser os Bevæggrun- den. Hahnemanns eneste Belånning var en reen Samvittighed.

Der er endnu en anden Phasis af Hahnemanns Samvittig- hedsfuldhed, som, hvorvel den ei saa directe vedrårer det nær- værende Spørgsmaal, som den vi just nu have betragtet, er dog altfor interessant til at forbigaaes med Taushed. Jeg an- tyder her hans Ydmyghed. Da en Ven i et Brev til Hahne- mann udgjod sig i disse Beundrings-Udtryk, som Geniet altid fremkalder, irettesatte han ham som fålger: ,,Endnu et Ord; ingen flere Lovtaler over mig; jeg kan slet ikke lide dem; thi jeg fåler mig selv at være slet intet mere end en redelig Mand, som kun gjår sin Pligt. Lad os udtrykke vor Agtelse for hin- anden kun i simple Ord og ved Opfårsel som tilkjendegiver gjensidig Agtelse.” Igjen, da i hans sidste Sygdom hans Kone, tilskyndet af den &mme Sympathi, som characteriserer Qvinde- hjærtet, udraabte: ,,Forsynet skylder dig en Lindring i dine Lidelser, siden du i din Levetid har lindret saa manges Lidel- ser, og selv udstaaet saa meget!” irettesatte han hende med disse mindeværdige Ord: ,,Mig”, svarede den dående Vise, »Hvorledes mig? Hvert Menneske hernede virker som Gud

2

18

giver ham Styrke, og finder en stårre eller mindre Belånning for Menneskets Domstol; men han kan ingen Belonning fordre for Guds Domstol. Gud skylder mig intet, men jeg. skylder Gud meget; ja Alt”. Denne ædle Yttring udsprang af en ret- færdig og samvittighedsfuld Paaskjonnelse af hans Forhold saa- vel til hans Medmennesker som til hans Skaber. É :… STANDHAFTIGHED eller CHARAKTBEERFASTHED. Den sidste Sjæls- Evne, paa hvilken jeg skal henlede Eders Opmærksomhed som væsentlig i en Opdagers Charakteer, er Charakteerfasthed. Denne Egenskab har to Kilder. Fårst er der det Slags, som har sin Oprindelse i en stor Udvikling af Samvittighedsfuldhed. En Mand, hos hvem Fastheden maaskee ikke er i håj Grad ud- viklet, vil dog, naar han handler under Indflydelse af kraftig Samvittighedsfuldhed, lægge for Dagen Standhaftighed og Con- sequents i Forsæt. Men det vil for det meste blive paa en ro- lig og negativ Maade saadanne Charakterer ere ikke skik- kede til at paatage sig en virksom og ledende Rolle i Verdens Anliggender. De udfåre sjælden store Ting; intet Storværk vilde være sikkert i deres Hænder, og Forsynet betroer sjæl- den noget saadant til deres Ledelse. De kunne ei udholde hæftige Modstands-Angreb, og i Forfålgelsens Tid er det sik- kert at de vilde frafalde. Til denne Klasse hårte Cranmer i Religionen og Galileo i. Videnskaben. Skjont begge for- tråd deres Frafald, er det utvivlsomt, at den Sag, som de forsvarede hver for sig, led megen Skade ved deres foregaaende Svaghed. Den anden Slags af Fasthed har sin Oprindelse i en særskilt Sjæls-Evne, og er uafhængig af Samvittighedsfuldhed. Den kan fålgelig forekomme i Sammen- sætningen af Charakterer, som i moralsk Henseende ere hinan- den aldeles modsatte og kan ligesaa ofte forefmdes i Forbm- delse med Last som med Dyd. I det forste Tilfælde vil den onde Mand være standhaftig i sin Ugudelighed. De meest uimodsigelige Beviser, den klareste Fremstilling af det Rette vil intet formaa i at holde ham tilbage fra hans forudfattede Beslutning, at forfålge det Onde. Judas hårte til denne Klasse, hvis Gjerrighed alle hans Herres Mirakler ikke kunde

49

overvinde; til denne Klasse håre alle hine skjændige og grid- ske Bedragere, som selvbevidst skuffe deres Medmennesker for deres egen Fordeel. Nu vil De strax see, at naar disse to Slags af Fasthed, nemlig den, som har sm Oprindelse i Sam- vittighedsfuldhed, og den, som forefindes uafhængig af denne Evne, træffe sammen i eet og samme Individ, saa vil deraf for storste Delen dannes hine herlige Charakterer, af. hvilke de store Ting, som skee i denne Verden, udfåres som lede og regjere Menneskeslægten som gjåre et Indtryk paa deres Slægt, hvilket Tiden ei kan udslette, men kun gjåre dybere og varigere. Til denne Klasse hårer Martyrernes ædle Hær. Til denne Skare høre vore Ridleyer og Lutherer. Til denne Klasse hørte Hahnemann. Foruden den Charakteerfasthed, som har sm Oprindelse i stærk medfådt Samvittighedsfuldhed, besad han uden Tvivl i høj Grad naturlig Fasthed. Hans hele Låbe- bane saavel får som efter Homoeopathiens Opdagelse afgiver et kraftigt Vidnesbyrd om denne Kjendsgjerning. Den titter frem i hans Skoledrengs Dage; den viser sig mere klart i hans Studenter-Aar da han, medens hans Kammerater svirede eller sov, i Nattens lange Timer erhvervede sig Livets Ophold-for den kommende Morgen, Den fremskinner endnu mere klart, da han havde besluttet at opgive medicinsk Praxis, og den holdt ham fast ved denne Beslutning, tiltrods for hans. Venners Modforestillinger, og hans Kones endnu smærteligere skjånt saare naturlige Klager.